Fem metoder til at sænke kortisolniveauet

Kortisol som den moderne sundhedsverdens syndebuk

Dr. Elizabeth Bright beskriver i interviewet kortisol som en central del af kroppens stressrespons og knytter hormonet til en række helbredsproblemer. Hun fremhæver blandt andet forhøjet blodsukker, hævelser i arme og ben, øget visceralt fedt samt skader på hjerne og knogler. Hun hævder desuden, at langvarig belastning eller overtræning kan få hypofysen til at nedsætte udskillelsen af ACTH, som normalt stimulerer binyrerne til at producere kortisol.

Kamp-eller-flugt som en midlertidig fysiologisk tilstand

Interviewets forklaring tager udgangspunkt i kamp-eller-flugt-responsen: Hvis et menneske pludselig står over for en alvorlig trussel, skal musklerne hurtigt have adgang til energi, og hjernen skal kunne reagere effektivt. Kortisol bidrager blandt andet til at øge tilgængeligheden af glukose i blodet. Det betyder ikke, at hormonet alene udgør hele alarmreaktionen; også nervesystemet og andre hormoner deltager i reguleringen.

Dr. Bright hævder, at moderne liv i praksis fastholder mennesker i en vedvarende alarmtilstand gennem kost, motion og andre belastninger. Som eksempel sammenligner hun nutidens træningskultur med tidligere menneskers mere sporadiske fysiske aktivitet. Denne evolutionære fortælling er imidlertid forenklet og kan ikke i sig selv dokumentere, at almindelig motion eller bestemte fødevarer medfører kronisk kortisolbelastning.

Ved meget hård og langvarig træning kan hormonreguleringen ændres. Interviewet knytter dette til en mulig nedregulering af ACTH og dermed kortisolproduktionen. Det er dog ikke det samme som, at enhver intensiv træning skader binyrefunktionen. Omfanget afhænger blandt andet af træningsmængde, restitution, energitilgængelighed, søvn og samtidig sygdom.

Påstanden om, at kortisol er stærkt inflammatorisk

Den efterfølgende videnskabelige gennemgang nuancerer først påstanden om, at kortisol generelt skulle være stærkt inflammatorisk. I et forsøg blev raske deltagere udsat for kortisol, hvorefter inflammatoriske markører blev målt. Sammenlignet med en placebo-betingelse var interleukin-6 lavere i kortisolgruppen. Resultatet peger derfor på, at akut kortisolpåvirkning i denne sammenhæng dæmpede en inflammatorisk reaktion.

En vigtig begrænsning er, at mange undersøgelser af denne type kombinerer kortisol med endotoksin, en bestanddel af bakterier, der fremkalder en kontrolleret immunreaktion. Kortisols virkning vurderes altså ikke nødvendigvis under almindelige hverdagsforhold. Timing har også betydning: En kraftig eller langvarig kortisolpåvirkning kan muligvis ændre immunreaktionen, så den senere bliver mere inflammatorisk.

Narrative oversigtsartikler beskriver netop flere mulige virkninger afhængigt af tidspunkt og omstændigheder. Det gør udsagnet om, at kortisol altid er stærkt inflammatorisk, for kategorisk. Samtidig findes der en vis støtte for, at langvarigt forhøjet kortisol kan være forbundet med øget inflammation.

Kronisk forhøjet kortisol ved Cushings syndrom

Cushings syndrom giver en mere direkte mulighed for at undersøge langvarigt forhøjet kortisol hos mennesker. I en mindre undersøgelse havde personer med syndromet højere interleukin-6 og andre inflammatoriske markører end raske personer. Fundene er relevante, men evidensen er associativ og bygger på et tværsnitsstudie. Den kan derfor ikke afgøre, om kortisoloverskuddet alene forårsagede ændringerne, eller om andre biologiske forstyrrelser bidrog.

Kortisol, hjernefunktion og hjernestruktur

Påstanden om, at kortisol ødelægger hjerneceller, har flere nuancer. I menneskeforsøg har kortisol ikke nødvendigvis ændret den samlede hjernevolumen, men bestemte områder, herunder hippocampus, har vist strukturelle ændringer. Nogle undersøgelser har desuden rapporteret dårligere kognitiv funktion. I et fremhævet forsøg optrådte hippocampusændringer allerede efter tre dage, hvilket viser, at hjernen kan reagere hurtigt på hormonpåvirkning.

Dyreforsøg, hvor forskellige kortisoldoser gives over længere tid, har ligeledes vist, at neuronernes modning kan hæmmes. Effekten så dog primært ud til at forekomme ved høje doser. Denne type evidens er mere direkte med hensyn til mekanismer, men mindre direkte overførbar til mennesker.

Personer med Cushings syndrom har også i undersøgelser haft lavere hjernevolumen, hvilket understøtter en sammenhæng mellem kronisk kortisoloverskud og hjernestruktur. Mange menneskeforsøg anvender imidlertid intravenøst tilført kortisol i høje koncentrationer, og det er uklart, om eventuelle ændringer forsvinder efter ophør. Den mest rimelige konklusion er derfor, at vedvarende højt kortisol sandsynligvis kan påvirke hjernefunktion og struktur, men at dette ikke dokumenterer, at normale daglige udsving ødelægger hjerneceller.

Kortisol, knoglemasse og osteoporose

For knoglerne er evidensen stærkere. Både kortisolbehandling og Cushings syndrom er tydeligt forbundet med lavere knogletæthed og osteoporose. Langvarigt kortisoloverskud kan blandt andet hæmme knogledannelse og forskyde balancen mellem nedbrydning og genopbygning af knoglevæv. Det er derfor rimeligt at betegne for meget kortisol som skadeligt for knoglerne, især når påvirkningen er vedvarende og betydelig.

Lavt kortisol og interviewets symptomliste

Dr. Bright hævder, at lavt kortisol kan give symptomer, der ligner dem ved højt kortisol, herunder depression, åndenød, svingende blodsukker, hævelser og visceralt fedt. Hun forbinder hævelserne med aldosteron, som medvirker til reguleringen af salt og væske. Hun nævner også, at personer kan have både høje og lave kortisolniveauer på forskellige tidspunkter af dagen og derfor udvikle fedt omkring organerne, selv om kortisol undertiden er lavt.

Den efterfølgende gennemgang finder støtte for flere af disse fænomener hos personer med Cushings syndrom: øget ødem, vedvarende forhøjet blodsukker og mere visceralt fedt. Direkte kortisoltilførsel til mennesker har ligeledes vist virkninger på blodsukker og væskeretention. For visceralt fedt er menneskedata vanskeligere at indsamle, mens dyreforsøg har vist øget fedtophobning efter kortisolpåvirkning.

Påstanden om fedtrig kost som kortisolreducerende behandling

Dr. Bright anbefaler en fedtrig kost og henviser til undersøgelser af eliteidrætsudøvere, hvor kortisol ifølge hende faldt hurtigere hos personer, der spiste mere fedt, end hos personer, der spiste kulhydrater. Hun anbefaler samtidig at undgå stimulanser, blandt andet koffein, sukker, te og chokolade, og hævder, at cannabis, beroligende midler og overdreven træning forstyrrer kortisolreguleringen.

Den konkrete vurdering af koffein er imidlertid mindre dramatisk. Koffein kan give en kortvarig kortisolstigning, især hos personer, der ikke har indtaget det i flere dage, eller når indtagelsen kombineres med en anden belastning. Ved gentagen indtagelse, selv over få dage, finder undersøgelser typisk ingen vedvarende ændring i kortisol. Dette gælder også forsøg med relativt høje doser på omkring 600 mg eller mere.

Te, sukker, cannabis og fedtrig kost

Te og kortisol

Evidensen for te er mere begrænset end for kaffe, men den tilgængelige forskning støtter ikke påstanden om, at te hæver kortisol gennem hæmmet jodoptagelse. I et randomiseret kontrolleret forsøg indtog deltagerne enten fire kopper sort te eller ingen te, hvorefter kortisol blev målt på fem tidspunkter. Teindtagelsen medførte enten ingen ændring eller en lavere kortisolkoncentration sammenlignet med kontrolbetingelsen.

Resultatet kan ikke uden videre generaliseres til alle typer te, og ét forsøg er utilstrækkeligt til en sikker konklusion. Det er dog væsentligt, at begrænset evidens ikke er det samme som evidens for den modsatte påstand. På nuværende grundlag underbygges idéen om, at te generelt øger kortisol, derfor ikke af den randomiserede forsøgslitteratur.

Sukker og psykisk belastning

Resultaterne for sukker er ligeledes mere nuancerede end den enkle påstand om, at sukker altid øger kortisol. I ét studie faldt kortisol efter indtagelse af 100 g sukker, mens et andet studie, der undersøgte glukose alene, ikke fandt nogen stigning. Når deltagerne samtidig blev udsat for psykisk stress, steg kortisol imidlertid i glukosegruppen. Uden stresspåvirkningen sås ingen tilsvarende stigning, selv efter et stort glukoseindtag.

Påstanden om, at sukker i sig selv hæver kortisol, er således for kategorisk. Sukker kan dog muligvis forstærke kortisolreaktionen i bestemte stressende situationer.

Cannabis og forskelle over tid

Cannabis synes at have et tidsafhængigt mønster. På kort sigt kan brug øge kortisol, mens langvarigt forbrug ifølge nogle narrative oversigtsartikler kan dæmpe kortisolreaktionen på stress sammenlignet med personer, der ikke bruger cannabis. Evidensen er dog mindre robust end formuleringen kan antyde, fordi cannabisprodukter varierer betydeligt med hensyn til indhold, styrke og plantetype. Resultater fra ét produkt kan derfor ikke automatisk overføres til alle andre.

Fedtrig og ketogen kost

En ketogen diæt med omkring 75 % fedt synes i flere kortvarige undersøgelser at øge kortisol, både efter to dage og i de følgende uger. Længerevarende undersøgelser har derimod fundet lavere niveauer. Forskellen kan skyldes tilpasning over tid, deltagernes helbredstilstand eller kostens præcise sammensætning. I en undersøgelse af personer med svær overvægt kan resultaterne eksempelvis ikke uden videre generaliseres til raske mennesker.

Den samlede evidens er derfor blandet. Det er ikke velbegrundet at betragte fedtrig kost som en sikker metode til at sænke kortisol.

Døgnvariation og klinisk forhøjelse

Data fra omkring 18.000 personer viser en tydelig døgnvariation: Kortisol er højest om morgenen og falder senere på dagen. Forskellen mellem tidspunkter kan være omkring ti gange, men niveauerne hos raske personer ligger typisk langt under de koncentrationer, der ses i eksperimenter med tilført kortisol.

Ved Cushings syndrom er den høje koncentration derimod vedvarende og kan være betydeligt større. Mange forsøg, der forbinder kortisol med inflammation, hjernens funktion eller knogler, anvender intravenøst eller injiceret kortisol i doser, som hæver niveauet til 100 nmol/l eller mere. Det er ikke det samme som de mindre udsving, der normalt forekommer i hverdagen.

Samlet vurdering

Kortisol kan påvirke inflammation, hjerne, knogler, væskefordeling, blodsukker og visceralt fedt, men virkningen afhænger stærkt af dosis, varighed og fysiologisk kontekst. Koffein synes ikke at hæve kortisol ved langvarigt forbrug, te har begrænset men overvejende neutral evidens, og sukker øger ikke nødvendigvis kortisol uden samtidig stress. Cannabis kan øge kortisol kortvarigt, mens langvarig brug muligvis dæmper stressreaktionen. Fedtrig kost giver foreløbig modstridende resultater.

For personer uden Cushings syndrom, diabetes eller anden kronisk sygdom er almindelige kortisolændringer derfor næppe et hovedproblem i sig selv. Søvn, vægt, motion og generel regulering af hverdagsbelastninger er mere hensigtsmæssige sundhedsfokusområder end ensidige forsøg på at sænke kortisol.

Ordliste